fredag, november 15, 2013

Dagen før konkurrencen

Så blev det dagen før konkurrencen, hvor vi endelig kunne komme igang med at lave noget robotrelateret. Vi startede dagen med at spise morgenmad på hotellet kl 9 i selskab med de 2 andre hold, hvilket var meget hyggeligt. Derefter blev robotter og reservedele pakket sammen, hvorefter vi 13.30 mødtes med de andre i lobbyen, og tog en shuttlebus til ”venue” (der hvor konkurrencen bliver afholdt).

Ved ankomst gik vi ud til vores respektive konkurrenceområder (senior high school, open category og college category), hvor efter alle begyndte at samle/finjustere robotter, sætte ting op og teste robotterne i de nye omgivelser. Når man laver robotter skal man altid finjustere forskellige værdier, når de skal fungere i nye ukendte omgivelser, så der var rigeligt at se til.

Da vores kategori er en pilotkonkurrence, var der mange misforståelser, uklare regler og spørgsmål, så der blev holdt et lidt alternativt teknisk holdledermøde. Alle var samlet omkring banen, og så blev en masse forskellige regler uddebateret, justeret minimalt, og der blev fra dommernes side taget en masse beslutninger.

Alt i alt var det en meget hektisk dag med utroligt mange mennesker. Alle vil gerne have deres robotter til at virke inden konkurrencen, så folk stresser, og det kunne især mærkes i og med, at vores kategori er helt ny.

Også logistisk kunne det mærkes, at der var mange mennesker til stede. Hotellets elevatorer kørte på højtryk, shuttlebusserne blev fyldt meget hurtigt, der var problemer med at få delt navne skilte ud til holdene, og madudleveringen var meget hektisk. Der kom dog styr på det hele, og tingene endte med at gå som de skulle.

Nu sidder vi på hotelværelset, og justerer programmet til robotten ud fra videoklip, som vi fik taget i sidste øjeblik inden kl 22, hvor venue lukkede, og vi ikke kunne teste mere for idag.

Kl er 00.00, og vi skal være ved venue igen kl  8.30 til den officielle åbningsceremoni, så når de sidste justeringer er lavet skal vi skynde os at sove lidt, så vi er nogenlunde friske i hovedet til imorgen. Vi ved at de 2 første timer bliver meget hektiske, så vi forbereder os mest muligt nu, og lægger en strategi for morgenens forløb.


Kryds jeres fingre – opdateringer følger.

(Internet er åbenbart en by i Rusland, så liveopdateringer fra konkurrencen er vist IKKE en mulighed)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar